stilleskrig

Når klokken er kvart over et om søndagen og du ligger i din seng, med et ben under dynen og et ben udenfor, og jeg begynder at fortælle dig om noget jeg oplevede i et tidligere forhold, vil jeg ikke have at du skal stoppe med at have armen om mig. Det er ikke min måde at sige “jeg har elsket andre end dig” på, det er ikke et forsøg på at få dig til at føle dig lille eller som et tilfældigt nummer i rækken.

Det handler ikke om ham eller om dig. Det handler om mig.

Det handler om at du skal kende mig. Du ved, at jeg har levet indtil jeg fandt dig. Er der noget galt i det? Skal jeg pakke min fortid væk overfor dig? Skal jeg huske, at der er bestemte ting, jeg ikke må snakke om, fordi dit selvværd ikke må få ridser i lakken?

Nej. Når vi ligger i din seng en søndag eftermiddag, og jeg giver dig endnu en brik i mit pudsespil, må du ikke smide den væk, fordi du ikke kan lide farven. Kys den i stedet, og knyt din hånd om den. Det kan godt være, at den har spidse kanter, men den har forvoldt mig mere skade end den nogensinde vil for dig. Forstår du det? Jeg vil helst glemme, at den lortebrik nogensinde har eksisteret, men det kan jeg ikke. For en manglende brik er det første man lægger mærke til i et ellers færdigt pudsespil.

Du tænker, at hvis vi ikke snakker om spøgelserne, så vil de ikke kunne røre os. Men de følger mig overalt; de er en del af mig, og jeg er træt af at føle, at jeg gør noget galt ved at være hel. Ingen mennesker er halve eller trekvarte. Så hvis du nogensinde ligger ved siden af en, du elsker højere end dig selv på en doven søndag eftermiddag, og de begynder at snakke om spøgelser, så lyt.

For det kræver mere mod fra den person at åbne op end det gør for dem at holde hemmeligheder.

Hvis de benægter din fortid er de ikke det værd (via ordfaktisk)